24 april, 2010
Troels Lund Poulsen svarer på min mail
Den 24. marts sad jeg og så åben spørgetime i Folketingssalen og var vidne til denne ordveksling:
Spm. nr. US 96
Nick Hækkerup (S):
Tak. Jeg står her med et eksemplar af Jyllands-Posten fra i dag, og jeg tør næsten antage, at skatteministeren også har set det. Deri er en artikel med nogle ganske alvorlige anklager om, at medarbejdere i SKAT har modtaget bestikkelse fra en it-leverandør.
Når det er ganske alvorligt, er det selvfølgelig, fordi det, hvis nogle anklager står uimodsagt eller viser sig at være sande, jo vil svække tilliden til SKAT i almindelighed, men også fordi det piller ved den forventning, vi alle sammen har om, at det offentliges penge selvfølgelig skal anvendes så effektivt som muligt, hvis der på den måde er kommet falske lodder i vægtskålen.
Socialdemokratiet ser meget gerne, at vi får undersøgt det her grundigt og kommer til bunds i det, og jeg vil bare høre, om skatteministeren er enig med Venstres skatteordfører, der i dag har sagt, at han også
synes, at det her forhold skal undersøges.
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Så er det skatteministeren.
Skatteministeren (Troels Lund Poulsen):
Lad mig starte med at sige, at jeg har læst Jyllands-Posten, og at det jo er nogle meget alvorlige anklager, der i dag bliver fremsat af en tidligere medarbejder i SKAT. Derfor har jeg også bedt om en udførlig redegørelse for, hvad der er op og ned i sagen. Det har jeg sagt så sent som i radioavisen her kl. 12, det har jeg også sagt til Ritzau.
Så derfor er jeg sådan set både enig i det, som hr. Nick Hækkerup har udtalt, og også i det, som hr. Mads Rørvig har udtalt. Enigheden med hr. Nick Hækkerup om en redegørelse omfatter jo også den konstatering, at det er en konkret sag, som er 15 år gammel, og som fandt sted under Carsten Koch, altså en socialdemokratisk minister. For mig er det ikke afgørende, hvem der var minister, for mig er det afgørende at få undersøgt, om der er noget i sagen eller ej, og det er også afgørende, at SKAT ikke skal anklages for at være i lommen på nogen som helst. Derfor har jeg så også bedt om en redegørelse, og det forventer jeg så at jeg får, så snart det kan lade sig gøre.
Det fremhævede faldt mig noget for brystet, så jeg sprang straks til tasterne:
Hej Troels Lund Poulsen,
Jeg så dig besvare spørgsmål i Folketingets spørgetime i dag kl. 13. Et af spørgsmålene handlede om den tilsyneladende "smøring" af embedsmænd fra Told og Skat (som det hed dengang) for 15 år siden. Spørgsmålet var stillet af Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet.
Du nævnte specifikt at skatteministeren dengang var socialdemokrat. Hvorfor gjorde du det? Hvorfor mener du at det var relevant for dit svar?
Ja, du nævnte lige bagefter at det er ligemeget hvem skatteministeren var, men hvorfor nævnte du det så alligevel?
Det er præcis sådanne bemærkninger der gjorde at der gik så lang tid før jeg gik ind i politik*. Det virker som en ren børnehave. Er det det indtryk I gerne vil give befolkningen? Du er absolut ikke ene om den opførsel; alle MFere gør det, og det pisser mig så meget af :p Det handler vel om samfundets bedste, og ikke om hvem der kan score de bedste point mod hinanden?
Med venlig hilsen,
Christian Andersen
* Ikke fordi jeg er specielt aktiv eller noget - jeg har bare meldt mig ind i et parti og blevet medlem af nogle beslutningsorganer.
cc: Nick Hækkerup, fordi det handler også lidt om ham
Jeg fik dette svar i går (en PDF af en indscanning af et papirbrev?):
"Hey! Det her handler ikke om partier, så for at understrege det, vil jeg nævne at Skatteministeren på det tidspunkt faktisk kom fra dit parti, spørger! Helt tilfældigt! Woo!"
Men ok, det er da meget cool at han svarer - jeg havde faktisk opgivet at få ét :-)
Etiketter:
bestikkelse,
folketinget,
nick hækkerup,
politik,
retorik,
SKAT,
socialdemokratiet,
troels lund poulsen,
venstre
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar